Akupunkturens historie
Akupunktur er et ældgammelt asiatisk behandlingssystem, hvis egentlige oprindelse er ukendt. Kina er den nation, der er i besiddelse af de fleste og bedst bevarede optegnelser om akupunktur. Mange af disse optegnelser er 4000 – 5000 år gamle. Det er ikke kun i Kina at man har fundet beviser på at akupunkturen har været anvendt, men rundt omkring i hele asien bla. også i Japan, Indien, Pakistan, Korea og Sri Lanka, hvor der også er fundet akupunktur redskaber der er flere tusinde år gamle.
Traditionel Kinesisk Medicin (TCM)
Det er først og fremmest Taoistisk filosofi, der danner grundlaget for den Traditionelle Kinesiske Medicin. Taoismens grundtanke er, at mennesket er en integreret del af universet. Derfor gælder de samme regler love for mennesket og naturen. Taoismen er en holistisk filosofi, hvilket vil sige, at alt skal ses som en del af en helhed. Dette gælder også for menneskekroppen. Ifølge Taoismen kan man ikke forstå en enkelt del af kroppen, uden at se denne som en del af hele kroppen. I Taoismen indgår teorien om Yin og Yang. Ifølge denne teori er Yin og Yang to modsatrettede kræfter, som optræder over alt i universet. Yin og Yang kan ikke eksistere uafhængigt af hinanden, men komplimenterer og afbalancerer hinanden. Der er altid en lille smule Yin i Yang og omvendt. Yin og Yang inddeler hele universet og derved også menneskekroppen i modsætnings par som for eksempel: lys-mørke, varme- kulde, ild-vand, himmel-jord, sommer-vinter, feminint-maskulint osv. Så længe Yin og Yang er i balance i kroppen, er mennesket sundt, men opstår der ubalance mellem Yin og Yang, kan det føre til sygdom.
Akupunktur fra Japan til Europa
Fra ca. 1600-tallet får akupunkturen stor udbredelse i Japan. Vesten kendte intet til kinesisk medicin før det 17. århundrede, da de første jesuittermissionærer af Ludvig den 14. blev sendt til Peking. Disse jesuitter var forbløffede over, hvad kinesiske læger afslørede for dem med slående beviser. Da de vendte tilbage til Europa, fortalte de om deres oplevelser.
Det var dem, der opfandt ordet akupunktur, fra det latinske acus = nål og punctura = punktur. Omkring 1650 var der 2 læger i Europa, der interesserede sig for akupunkturen, den hollandske De Bondt og den tyske Cleyer. I 1683 oversatte Cleyer Huang Di Nei Jing til tysk. I 1671 blev den første afhandling om akupunktur offentliggjort af fader Harvieu.
Da der udbrød en koleraepidemi i provinsen Yünnanfu, blev han sendt der til. Han blev overrasket over, at behandlingen med nåle havde bedre resultater end medikamentbehandlingen. Han begyndte at studere denne behandlingsform, og opnåede at blive officielt anerkendt af visekongen af Yünnan i 1908 og senere fik han en høj udmærkelse af den kinesiske regering, der gav ham akademikerrang. Da han vendte tilbage til Frankrig efter 20 års ophold i Kina, blev han spurgt, om han ville afsløre, hvad han havde lært. Det medførte, at hans første offentlige fremvisning fandt sted på Saint-Antoine hospitalet. I årene fremover udgav han 3 bøger, i 1928, 1934 og 1939. I et kvart århundrede var alle franske bøger om akupunktur inspireret af Souliè de Morants arbejde. Han blev tilbudt en stilling som professor ved et amerikansk universitet. I 1950 foreslog kommissionen for Nobelprisen i fysiologi ham som den eneste franske kandidat. Han døde i 1955 i en alder af 77 år.
I dag er der stor enighed om, at Souliè de Morant skal have æren for at have gjort Vesten opmærksom på akupunkturens fordele. Efter anden verdenskrig blomstrer akupunkturen mere og mere op, særlig i Frankrig og Tyskland. I 70’erne formaliseres uddannelserne i England og USA. I 80’erne udgives vestlige akupunkturtidsskrifter (f.eks. “The Journal of TCM” i London, fra ca. 1980).
I Danmark blev akupunkturen for alvor taget i brug efter en landsretsdom i 1987, der stadfæstede, at ikke lægeuddannede personer lovligt kunne praktisere akupunktur, når der forelå en supervisionsaftale med en læge.
Fra den 1/1 2007 blev det tilladt alle, såvel personer med som uden autorisation, at benytte nåleakupunktur i behandlingsmæssigt øjemed.